Sorg er ikke en sygdom!

 Foto: Eric Ward

Foto: Eric Ward

DR P1 har i dag dedikeret næsten hele sendefladen til at sætte fokus på sorg. Tak for det. Det er så vigtigt, at vi bliver bedre til også at være sammen, når livet gør allermest ondt.

Den seneste time har krogen til at tale om sorg været, at WHO næste år sandsynligvis anderkender “forlænget sorgreaktion” som diagnose. Hvis du seks måneder efter, du har mistet, stadig oplever sorgen lige intenst - ikke har lyst til at spise, ikke kan sove, ikke kan se meningen med livet, ikke har overskud til at række ud efter livet og dem, der stadig lever - så kan du få diagnosen.

Jeg har det meget ambivalent med den diagnose. På den ene side er det godt, hvis den hjælper samfundet til større opmærksomhed på sorg. På den anden side… seks måneder! Er det hvad vi giver vores medmennesker til at sørge over dem, de elsker?

Da jeg var ni døde min far af kræft. Det var i marts. Næsten 6 måneder efter i august havde han fødselsdag. 10 måneder efter var det den første jul uden ham. Måneden efter var det min første fødselsdag uden ham. Jeg husker tydeligt, hvor smertefulde de dage var, men det er stort set også det eneste, jeg husker fra det år, der fulgte hans død. De følgende år husker jeg også kun i glimt. Sorgen kan lamme os, reducere os til et hylster uden nærvær og livsenergi.

Min familie fik ikke meget hjælp eller plads til at være i sorgen. Jeg husker en enkelt samtale hos Kræftens Bekæmpelse og en klassekammerat, der sagde: “du har rigtig godt af, at din far er død.” Det var det. Jeg talte også meget lidt med min mor om min sorg, fordi jeg ikke ville gøre hende ked af det. I stedet blev jeg vred på hende, og så vred på alle andre.

Man siger, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Når omgivelserne ikke giver plads til, at den kærlighed kan fylde, spørger til den og taler om den døde, og hvad det betyder, at han eller hun ikke er her mere, så kommer den sørgende til at opleve kærligheden som besværlig, som noget der skaber afstand.

Da jeg blev teenager fik jeg også en diagnose. Den var ikke forlænget sorgreaktion, men spiseforstyrrelse. Jeg kom i behandling og lærte at tale om, hvorfor jeg ikke havde lyst til at spise, og hvorfor jeg ikke følte, at jeg var god nok. Men ikke om sorgen og om min besværlige kærlighed. Måske havde det været anderledes, hvis diagnosen var forlænget sorgreaktion. Måske havde vores travle sundhedssystem bare fikset det med en pille.

Man siger, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Ikke bare kærligheden til den døde, men kærligheden til livet, til de levende og til dig selv bliver hjemløs, forsvinder, hvis ikke sorg bliver noget, vi kan være sammen om. Uden at gøre den besværlig, uden at sygeliggøre den, uden at ville fikse den.

Jeg håber virkelig, at det øgede fokus på sorg, som jeg oplever i denne tid, gør os bedre til at være sammen, når livet gør allemest ondt. Diagnose eller ej. Det allervigtigste, når vi mister nogen, vi elsker, er, at der er andre omkring os, som viser deres kærlighed ved at være der og giver plads til sorgen - også selvom den varer mere end seks måneder.

Man siger, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Hvis ikke vi som samfund rummer sorgen, bliver os sørgende ved at række ud efter kærligheden uden nogensinde at turde tage den hjem og ind igen.

Det er 24 år siden, min far døde, og der er stadig dage, hvor sorgen føles lige så intens som i den første tid, dage hvor jeg ikke har lyst til at spise, ikke kan sove, ikke kan se meningen med livet og ikke har overskud til at række ud. Men de fleste dage er sorgen et kærligt minde om min elskede far.

Det seneste år har jeg skrevet minderne ned, grædt og reflekteret over, hvordan jeg har arbejdet med min sorg. Det er blevet til en bog, der udkommer i april næste år. Jeg håber, at den - ligesom debatten på P1 i dag - kan være med til at sætte gang i flere samtaler om sorg, selvfortælling og selvværd.

SorgDitte Clemen