Når enden ikke er den bedste

IMG_2476.JPG

Jeg har en ting med horisonter. Jeg længes ofte efter dem. Det er nærmest som et fix at komme derud, hvor jeg kan se, hvor tingene ender. Hvor tankerne kan blive blæst igennem, og egoet ydmyg i mødet med naturen. Væk fra byens høje huse, kunstige ly og uendelige inputs.

Når vi besøger svigerfamilien ved Vesterhavet, går vi derfor ofte tur på diget. Det gjorde vi også denne weekend, men turen hjem gik i ly langs diget og ikke på diget. Da vi krydsede Kongeåen slog det mig: Mit behov for at se, hvor det ender er ikke altid sundt! Jeg snyder mig selv for en masse smukke øjeblikke, for at nyde bugtede åer og veje.

At ville se, vide, mærke hvor alting ender er det samme som at ville kontrollere, forudse, kende livets store spørgsmål på forhånd. Når vi er så fokuseret på enden, så mister vi nysgerrigheden og muligheden for al den visdom, alle de indsigter, der kan være på vejen mod den. Hvem ved, om vi oprigtigt vil den ende, når vi når derhen? Måske opdager vi et sted på de snoede veje, at det slet ikke var dén karriere, dén kæreste, dét hus eller dét liv, vi længtes efter, men noget helt andet.

Jeg vil altid holde af horisonter, men jeg har også lært at elske de bugtede åer og veje, som vi ikke altid ved, hvor fører os hen. Det er der i usikkerheden, vi ofte mærker, hvad vi virkelig vil, hvem vi virkelig er - hvis vi bliver i den og er nysgerrige fremfor bare at ville have svar. Så tak, kære Kongeå, for lige at minde mig om det.