Ferieforviklinger - og en lille guide til forventningsafstemning

IMG_1706.JPG

Ferie kan være som en linedans på spindelvæv. Fuld af forventninger. Fri af vante rammer og rutiner. Vi gør os umage. Men nogle gange er det bare sværere at holde balancen, når vi SKAL hygge os, slappe af og nyde hinanden.

For hvad vil det egentlige sige at hygge sig, slappe af og nyde hinanden? Du har en tolkning, kæresten en anden, børnene, dine forældre, svigerfamilien og vennerne en tredje, fjerde, femte og sjette. I taler måske ikke højt om tolkningerne, men pludselig er det bare ikke hyggeligt, afslappende eller nydelsesfuldt for nogen. Fordi en synes, det er hyggeligt at gå lange ture, en anden vil helst ligge på sofaen hele dagen, en tredje vil på stranden osv. Og måske glemte vi igen i år at forventningsafstemme, og forventninger bliver til forviklinger, som bliver til små og store irritationer.

Jeg kender det. Du kender det måske også. I hvert fald er august og september de måneder, hvor flest lægger sig med stress eller bliver skilt. En klar indikation på, at forviklingerne måske kom til at overskygge feriehyggen. Derfor kommer her 5 gode spørgsmål, I kan bruge til forventningsafstemning - også midt under ferien, hvis I ikke fik gjort det inden.

1. Hvad er formålet med jeres ferie? Afslapning, nye oplevelser, samvær eller tid alene, afslutning af gør-det-selv-projekter, nydelse, bevægelse eller noget helt andet? Brainstorm, prioriter og vær realistiske.

2. Hvad forventer du af din partner eller dem, du holder ferie med? Vær åbne og ærlige. Gå ind i de konflikter, der kan ligge og lurer i stedet for at gå udenom. Det er langt bedre at tage dem i opløbet end vente til midt i konflikten.

3. Hvad ønsker du, din partner og dem, du/I rejser sammen med af ferien? Vær specifik og tal om, hvad de ord, I hver især bruger, egentlig betyder. Helt ned i detaljen. Måske betyder det rigtig meget for dig, hvad I spiser eller at der er tid til at motionere, mens din partner helst vil slippe for planer i ferien. Tal om, hvordan der kan være plads til begge ønsker.

Tag jer god tid til forventningsafstemningen og inddrag endelig erfaringer fra tidligere ferier, en god flaske vin og en god portion selvironi - det gør samtalen lettere. Hvis I har børn, er det også en god ide at inddrage dem.