Den sande historie

sorg sorgterapi intuitiv coaching forsinket sorg politiken go morgen danmark selvværd konstruktiv problemløser

Jeg har udgivet en bog og været heldig, at medierne har vist interesse i den. MEN, for der er et men, jeg føler ikke, at de har fortalt den sande historie. Bogen handler om sorg, og sorg bliver i vores samfund ofte behandlet som et problem - særligt i de problemfokuserede medier. Sorg er ikke et problem. Sorg er et vilkår i livet. Den sande - og langt mere spændende - historie er, hvordan vi lever med den.  

Jeg er selv uddannet journalist. Jeg ved godt, hvad min rolle er, når jeg skal interviewes til en artikel om sen sorg i Politiken sammen med tre eksperter. Jeg er "casen". Den, der har oplevet det, eksperterne har forsket i og arbejdet med, på egen krop og sjæl. Sådan er det. Jeg fortæller, hvorfor hele min familie ikke kunne ligge i fosterstilling efter min fars død. Eksperterne fortæller, at man må sørge på skift for at opretholde en eller anden form for balance i familien, og at sorgen hele tiden udvikler sig, fordi man får en dybere forståelse af, hvad man har mistet. Jeg ved, at Go' Morgen Danmark gerne vil fremkalde følelserne, når de spørger, om jeg har været ked af, at jeg ikke nåede at fortælle min far, at jeg elskede ham og høre ham sige, "jeg elsker dig", inden han døde

Det er okay. Jeg vil gerne fortælle min historie, vise mine tårer. Det er jo derfor, jeg har skrevet bogen. Så andre også tør fortælle deres historie og vise deres tårer. Men jeg vil ikke degraderes til et offer for sorgen.

Selvom min ekspertise er rodfæstet i oplevelser og ikke i forskning og professionelt arbejde, så vil jeg ikke fratages muligheden for at hæve mig over min egen historie og perspektivere den, så jeg kan bruge den til noget konstruktivt. Det er netop også en del af ambitionen med bogen.  

Jeg gør opmærksom på, at hele familien ikke kan ligge i fosterstilling af sorg, fordi det er vigtigt, at du tør være der for børn og unge i sorg, selvom du har en følelse af, at du er i periferien af deres netværk. Du skal spørge, trøste og holde om, FORDI du ikke er en af de nærmeste og ikke selv er lagt ned af sorg. Du skal ikke fikse, det kan du ikke, men du skal være der, fordi du har et større overskud. Og du skal blive ved, selvom du bliver afvist første gang og anden gang. Det betyder noget, du er der. Det betyder noget for mig, at du ved det.

Jeg gør opmærksom på, at sorg rammer sent og hele tiden udvikler sig, fordi det vigtigt, at vi - alle sammen - har en forståelse for det, når vi møder mennesker, der har mistet. Selv mange år efter en elskets død, kan sorgen trække dybe spor. Det gør den ofte. Den bliver en del af en fortælling om, at vi bliver forladt af dem, vi elsker, eller at vi ikke kan have tillid til verden. Vi venter konstant på den næste katastrofe i stedet for at turde være i glæden, lykken og livet. Men vi tør ikke sætte ord på det, fordi vi har lært at sorgen er et problem, at frygten for at miste igen er besværlig, fordi den måske kommer til udtryk igennem vrede og jalousi. Vi længes efter, at andre viser deres sårbarhed, men tør ikke vise vores egen. Det betyder noget for mig, at vi begynder at gøre det. 

Jeg gør opmærksom på min historie, fordi det netop er væsentligt hvilken historie, vi fortæller om os selv og vores sorg. Hvis vi går med den selv og aldrig bliver forstået i den eller udfordret på den, så bliver livet meget ensomt. Med Vis mig dine tårer har jeg ikke bare gennemskrevet min egen sorghistorie, jeg har også gennemlevet den igen. Med en større forståelse for min mor, der gjorde mig så ondt den gang, men som jeg nu ser handlede i kærlighed. Med muligheden for at stille nogle af de spørgsmål, som jeg ikke turde stille dengang. Med evnen til at reflektere og helt andre redskaber til rådighed end dengang. I den process har jeg netop opdaget, at jeg ikke er et offer. Jeg er et menneske med et ansvar for min egen historie - i hvert fald nu, hvor jeg er blevet voksen. Det betyder noget for mig at stå ved det. 

Jeg har ikke brug for medlidenhed. Jeg har brug for at skabe forståelse for børn og unge i sorg gennem min egen fortælling. Men det er kun det første skridt. Det næste skridt handler om, hvad vi gør med den forståelse. Det er for mig langt mere interessant. Men det får meget mindre taletid i medierne, så nu tager jeg den selv her:

Vi skal turde være der for mennesker i sorg - uden at føle vi skal fikse og gøre dem glade igen, for det kan vi ikke. Vi kan vise, at vi er der. At ikke alle har forladt dem. Og det er vigtigt. 

Vi skal give plads til sorgen selv mange år efter et dødsfald. Sætte ord på, græde, være vrede, være stille og ikke være bange for at fortælle om katastrofetankerne og mistilliden. Vi må øve os på at rumme alle følelserne, men ikke hage os fast i dem. Sige dem højt og give slip, indtil de kommer igen. For sådan er det. Ligesom alle andre følelser kommer sorg i bølger - resten af livet. 

Vi skal blive bevidste om, hvad vores sorg og vores fortælling om den gør ved os. Hvad sorgen har fået af betydning for den måde vi lever på og udfordrer vores overbevisninger. Er det sandt, at alle forlader mig? Eller tør jeg ikke knytte mig til nogen, fordi jeg netop er bange for at blive forladt? Ofte er det ikke nok at stille de spørgsmål til os selv, vi må tale sammen om dem - og allerhelst med dem, der var der, da overbevisningerne opstod, men som vi ikke kunne tale med det om, fordi de også var i sorg. 

Jeg har altså på ingen måde fortrudt, at jeg har talt om min sorg - heller ikke at jeg har gjort det i medierne. De journalister, jeg har talt med, har gjort det job, de er skolet til: at pege på problemerne. Men sorg er ikke et problem. Det er et vilkår. Og jeg synes bare, at det er langt mere interessant at tale om, hvordan vi lever med det, uden at lade sorgen skygge for lykken. 

SorgDitte Clemen