De ting, jeg aldrig smider ud

sorg savn oprydning healing aorgarbejde sorgterapi sorggruppe

Vi har ryddet op på loftet i dag, min kæreste og jeg. Doneret gammelt tøj og aldrig brugte fejlkøb til Røde Kors, afleveret bøger fra studietiden og min tid som socialarbejder på genbrugen og smidt alt muligt gemt skrammel ud. Jeg har altid som om, at det ikke kun er loftrummet, men også mig der får mere plads, frisk luft og overblik efter sådan en omgang. Det føles så godt! Men der er også ting, jeg aldrig kommer til at smide ud.

I en slidt kasse fandt jeg en lille legetøjsæske med en masse hjerte-konfetti, klister-mariehøns, en mexicaner med bar røv til at sætte tændstikker i, et armbånd jeg vist selv har knyttet i fritteren, en souvenirs fra mine forældres lejrskoler, en gravsted i sådan noget fast modellervoks jeg ikke kan huske navnet på og en lille foldet papæske med påskriften til far. Gensynet med min barnskrift og synet af de små nøgler inde i æsken fik tårerne til at pible frem. Det var nøglerne til mine første dagbøger.  

De nøgler, jeg havde betroet min far. Ham, der ikke længere var. Ham, jeg ikke længere kunne dele mine tanker, mine drømme og min lykke og ulykke med. Ham, jeg savnede så inderligt, men ikke følte jeg kunne fortælle nogen om. Ham havde jeg givet nøglen til mit inderste. 

Mine småblomstrede dagbøger med hængelås fra dengang har jeg skilt mig af med forlængst. Der var for meget sorg og smerte i dem. Dagbøgerne fra de seneste år ligger i en stor stak bagest i skabet i soveværelset. Uden lås. Fordi jeg har fundet ud af, at det er bedre at tage ejerskab over sin historie, end at prøve at skille sig af med den. Derfor genkaldte jeg mig også nogle af skriverierne fra mine første dagbøger, da jeg skrev Vis mig dine tårer. De indgår i bogen. Det allerførste udsnit lyder sådan her: 

Kære far,

Hvor er du nu? Hvorfor er du ikke sammen med os? Og hvorfor måtte jeg ikke sige farvel? Jeg ville så gerne have sagt farvel og holdt dig i hånden. Hvorfor måtte jeg ikke det?

Mor siger, at du ikke var dig selv, at du havde fået en masse medicin, der gjorde dig sløv og forvirret. Men jeg er ligeglad, jeg ville gerne have holdt dig i hånden. Den var helt kold, da jeg endelig måtte komme hen til dig.

Jeg spurgte udenfor, om du var død. Jeg tror ikke, nogen svarede. Det gjorde mor heller ikke, da vi kom ind på stuen. Hun sad bare der med babyen i armene. Farmor og farfar sad på den anden side af den store hvide seng.

Jeg græd ned i farmors fine bukser. Jeg græd så meget, at jeg fik ondt i hovedet. Du så mærkelig ud, lignende et menneske fra en af bøgerne om Anden Verdenskrig.

Hvem skal trøste mig nu, far? Jeg er så ked af det, og du er her ikke.

Hvor er du, far? Kan du se ned på mig? Mor siger, at du er i en dejlig have sammen med morfar. Måske er du under pæretræet og alle de hvide blomster. Der, hvor vi skulle have holdt bryllupsfest for dig og mor.

Måske er den have, du er i, ligesom i Herredet, og du kan høre Bilbo selv fortælle sine historier. Men hvem skal så fortælle mig historier?

Du kan ikke bare forsvinde. Og hvad hvis der ikke er nogle pæretræer med blomster på, men bare et stort, sort hul og ingenting? Jeg kan ikke huske noget fra før, jeg blev født, så hvorfor skulle det være anderledes, når vi dør?

Er du bange for ingenting, far? Du må ikke være bange. Det er mig, der skal være bange og dig, der skal komme og trøste mig. Mor må ikke vide, jeg er bange. Hun skal passe de små, og jeg vil ikke gøre hende ked af det. 

Det var bedre, da farmor stadig var her. Hun aer mig over håret og siger ikke noget. Mor siger noget hele tiden, men jeg forstår ikke, hvad hun vil have, jeg skal gøre.

De tog alle sammen med hjem, efter vi havde været på hospitalet. Stuen var fuld af mennesker. Jeg kom til at grine, mens jeg legede nede på gulvet, men så kom jeg i tanke om dig. Du var helt alene tilbage på hospitalet i den store, hvide seng. Alene og kold og blå.

Hvis vi var blevet hos dig og alle sammen havde prøvet at varme dig op igen, var du så kommet tilbage?

Jeg vil ikke grine mere. Når de andre smiler, ligner det noget, nogen har tegnet på deres ansigter ligesom klovnene i cirkus. Der er ingen, der griner, ligesom du gjorde, far, sådan så det kilder i maven. De griner uden lyd.

 Jeg savner dig! Jeg savner dig så meget, og det gør ondt i hele kroppen. Hvorfor kan du ikke komme tilbage? Far!!!!!! Kom tilbage!!! Jeg har brug for dig.

Far!!!!!

Uanset hvor meget jeg har forsøgt at smide sorgen og smerten væk, er minderne der stadig. Både de smertefulde og dem fulde af lykke, dem fra før han blev syg og døde. Det er derfor jeg aldrig kommer til at smide nøglerne ud. De bærer på et løfte, jeg stadig har med mig. Et løfte til min far om aldrig at glemme ham og altid at inddrage ham i mit liv. Selvom det er på en anden måde, vil han for altid have nøglen til mit inderste.

Heldigvis er der masser af glæder at dele med ham for tiden. At min mor og jeg er begyndte at tale mere sammen om sorgen, efter jeg har skrevet min historie igennem. Det samme gælder faktisk for mine søstre og resten af vores store familie. At min kæreste rummer tårerne, der pibler frem ved fundet af æsken med nøglerne, og giver plads til sorgen som en del af vores liv sammen - selvom det er over 25 år siden, jeg mistede min far.

Faktisk heler mange af de sår, jeg skrev om i mine første dagbøger de her år. Fordi jeg modsat dengang tør tale dem højt og ikke blot skrive dem ned. Men sorgen, den forsvinder aldrig helt. Derfor er den lille æske ikke smidt ud, men tværtimod kommet fra loftet og ned i lejligheden. 

SorgDitte Clemen