Da sorgen ramte mig igen - og jeg tog et andet valg

Da sorgen ramte mig igen - og jeg tog et andet valg

En gråvejrsdag i februar ramte sorgen mig igen. Jeg aborterede spontant i 8. uge, og vi mistede det barn, som vi havde glædet os til at blive forældre til. Det var en anden sorg, end da jeg mistede min far som barn, eller da min veninde døde, lige som vi for alvor sprang ind i voksenlivet. Sorgen var rå og fysisk denne gang. Det var som at miste en del af mig selv, og som en påmindelse om, at katastrofetankerne kan blive virkelighed. Men jeg valgte en anden vej, end jeg gjorde som barn.

Det valg, vi står over for, når vi mister, har den spirituelle lærer Marianne Williamson beskrevet på fineste vis i A Return to Love. Hun skriver:

You have two choices: you will become harder or you will become softer. You will conclude from this that no one, including God, is ever to be trusted again, or you allow your heartbreak to soften you - you will allow your tears to so melt the walls that surround your heart - that you will become a man of rare depth and sensitivity.

Hendes ord er oprindeligt talt til en mand, der er blevet alenefar til en treårig, efter hans kone er blevet myrdet. Men Marianne taler også til mig, og den overvældende følelse af uretfærdighed, jeg følte efter aborten, mindede mig netop om citatet her.

Da min far døde for 26 år siden, var jeg ni år gammel og uforberedt på hans død. Mine forældre fortalte halvanden måned tidligere om hans kræftsygdom med et inderligt håb, der blev til en falsk forsikring om, at han ville overleve. Med ham begravede jeg også min naive tro på det gode og vendte ryggen til den verden, jeg ikke længere kunne stole på. Det ville jeg ikke gøre igen. Denne gang ville jeg vælge blødheden frem for hårdheden. Men hvordan?

Det embryon, som lægen på Riget konstaterede nok aldrig havde været stærkt nok til at overleve, var i min verden allerede et barn. Det var ikke en af den slags vupti-graviditeter, som jeg har hørt flest historier om, men en længe ventet en af slagsen, og nu var den ikke mere. Det føltes uretfærdigt, og min gamle, destruktive selvfortælling om at trække et evigt spor af død efter mig fik nyt liv. Jeg begyndte at frygte, at det aldrig ville lykkes for mig at blive gravid, at skabe en lykkelig familie. Den slags selvfortællinger er ikke blødgøre. Tværtimod. Jeg blev jaloux på de af mine veninder, der var gravide, og trak mig fra dem, velvidende at jeg var ved at gentage det samme valg, som jeg mindre bevidst traf, dengang min far døde.

Men der var også ting, jeg gjorde anderledes. Jeg gav sorgen plads. Jeg meldte mig simpelthen syg og tillod mig selv at blive i sengen - skiftevis med dynen trukket op over hovedet og skrigende ned i puden. Min kæreste fik lov at være en del af det hele. Ikke kun fordi det også var hans sorg, men fordi jeg besluttede mig for at have tillid til, at han kunne klare det. At mine tårer ikke var besværlige eller forkerte, at min sårbarhed ikke ville skræmme ham væk. Vi blev endnu tættere, endnu stærkere knyttet.

I en hel uge føltes som om, at en del af mig blev revet ud, hver gang jeg gik på toilet og kunne kigge ned i den røde pøl under mig, der skreg død. Jeg kunne intet andet end at lægge i fosterstilling, men tvang mig selv til at tale åbent om aborten og smerten til de familiemedlemmer og veninder, der havde kendt til graviditeten. Det var på en gang forløsende og udmattende. Kvinder i mit liv, som selv har aborteret, rakte også ud og delte deres fortællinger. Spontane aborter er meget mere almindelig, end jeg anede. Faktisk er det op til hver femte gravide, der mister inden uge 12, og risikoen stiger med alderen. Det var en ringe trøst midt i sorgen, men alligevel hjalp det lidt på skammen, at andre havde oplevet det samme.

Skammen var for mig en ny side af sorgen, mens jalousi, vrede og uretfærdighed var gamle kending. Grimme følelser, der kan blande sig med sorgen, når andre minder os om det, vi ikke har, og vi fejlagtigt tror, at der ikke er kærlighed og lykke nok til alle, og at andres glæde derfor tager noget fra os. Den side af sorgen har fyldt meget for mig og kan stadig sætte ind, hvis jeg ikke er vågen. Men skammen kom med aborten. Skammen over ikke at være kvinde nok, sund nok, bæredygtig (ja, det ord fik pludselig en noget anden betydning) nok. Tidligere ville jeg have skjult både de gamle grimme og den nye skamfulde følelse bag en facade af styrke og jeg-klarer-mig-nok-hed. Denne gang tillod jeg det hele at krakelere og lade de relationer, der kunne bære det, vokse, og de øvrige briste. Både som yogalærer og terapeut taler jeg ofte om, at ingen følelser er forkerte, og at de først bliver problematiske, hvis vi undertrykker dem, så aborten var en øvelse i at praktisere, hvad jeg selv prædiker.

Min beslutning om at lade sorgen gøre mig blødere og ikke hårdere denne gang, handlede altså i første omgang om at vælge at gå med sårbarheden forrest. Noget jeg har øvet mig på det meste af mit voksenliv. Og selvom jeg synes, at det lykkedes det meste af tiden, var noget i mig stadig hårdt. Jeg var bange for, at det ikke ville lykkes os at blive gravide igen, og angst for, at mine katastrofetankerne på en eller anden måde havde været medskyldige i aborten. Jeg kender jo godt til Law of Attractions og reglen om, at det vi giver opmærksomhed vokser - og jeg havde været bange for at miste fra det øjeblik, jeg så de to længeventede streger på graviditetstesten.

Jeg opsøgte en fertilitetshealer, og fortalte hende min historie. Om at miste min far som ni-årig og at abortere som 35-årig. Om barnet, der ikke havde ord for sorgen, og den voksne, der havde. Om at begges angst for at blive forladt igen. Hun så på mig med sine store brune øjne og sagde: “Du gentager det samme mønster.” Jeg blev ramt. Først kunne jeg ikke få øje på det. Jeg synes, jeg havde brugt en masse af de redskaber, jeg efterhånden har fået samlet i min værktøjskasse til sorgfulde stunder, og som vi arbejder med i sorggruppen for voksne. Jeg havde valgt sårbarheden og var kropsligt også blevet tvunget til at give slip på en helt anden måde, end jeg tidligere har gjort. Men healeren havde ret på ét punkt.

“Du tager hele ansvaret på dig,” sagde hun blidt. “Hvis du vil være mor, må du være klar til at slippe overansvaret. Nyde livet og have tillid til, at det, der skal ske, sker.” De ord er blevet hos mig som vigtige læresætninger på min videre rejse i sorgen og i livet. Jeg tror på, at vi selv har ansvaret for at skabe det liv, vi drømmer om at leve. Men nogle gange sker der ting, som vi ikke er herre over. Ting, som kan få det liv, vi er ved at bygge op, til at styrte sammen. I hvert fald for en stund. Ting, som er ikke vores ansvar. Jeg kunne ikke rede min far, jeg kunne ikke rede min veninde, jeg kunne ikke rede det lille liv, hvis hjerte aldrig kom til at slå. Det må jeg tilgive mig selv for. Det er ikke mit ansvar. Men det er mit ansvar, hvad sorgen betyder for den måde, jeg lever mit liv.

Jeg vil ikke tillade, at sorgen gør mig hård og bider sig fast som katastrofetanker om, at jeg aldrig bliver lykkelig, og at alting bliver taget fra mig. Jeg vil, at den skal gøre mig blød og minde mig om kærlighed (den der har været, den der er og den der skal komme), om at være taknemmelig for det jeg har og om at nyde livet, mens jeg er her. Det er det, jeg prøver på nu, efter at have mødt sorgen på ny.