Hvad jeg lærte på forreste række

selvudvikling yoga nærvær mindfulness personlig udvikling selvværd bliv set ankendelse

Jeg gjorde noget nyt til yoga i morges. Noget, jeg siden min barndom er blevet opfordret til, men stadig har det lidt skidt med, hver gang jeg gør det. Noget, jeg ofte misunder andre for, at de gør helt naturligt - og får en masse ud af, som jeg længes efter. 

Jeg foldede min måtte ud på forreste række. Lige foran underviseren. Selvom der var plads andre steder, og selvom det kun er anden gang hos denne underviser og til denne yogaform. Jeg mestrer den med andre ord ikke. Jeg kunne risikere at fejle fuldstændig - og blive set. Af både underviseren og alle dem bag mig. For her på forreste række er jeg synlig. 

Da jeg tog min Living Yolates uddannelse på Bali tidligere på foråret, blev mine undervisere meget overraskede over min præstation til eksamen. "Wouw, Ditte, du tog virkelig rummet med storm," sagde de begge med åben mund. Det var tydeligt for mig, at de ikke havde regnet med, at jeg ville være så... god. Jeg havde gemt mig nede på bageste række eller ude i siden på den midterste række det meste af måneden, fordi - forklarede jeg både dem og mig selv - jeg ikke har behov for at blive set. 

Men jeg blev ked af deres overraskelse. Faktisk så ked af det, at jeg ikke hørte alle de rosende ord om mig og min undervisning. Jeg mærkede bare sorgen over ikke at være blevet set, ikke at være blevet regnet med som en, der havde talent og kunne noget. Igen. For det er bestemt ikke første gang, at jeg overrasker til eksamen. Hele min folkeskoletid sagde lærerne til forældresamtale, at jeg skulle blive bedre til at række hånden op. I gymnasiet var mine mundtlige årskarakter altid lavere end eksamenskaraktererne, fordi jeg aldrig sagde noget. På journaliststudiet følte jeg mig for første gang ikke som en af de bedste og pakkede mig endnu mere sammen. 

Hvad er der så galt med det, spørger du måske? Man lærer jo også nede på bageste række og får noget ud af sin praksis på yogamåtten, selvom man ikke bliver set. Og det har du helt ret i. Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil ses. At jeg kan se, at dem oppe på forreste række oftere får rettet deres alignment, så de får endnu mere ud af deres praksis. At de får nogle muligheder, som jeg ikke får nede på bageste række. Sådan oplever jeg det i hvert fald. De står frem, de bliver set, og de får muligheder. De giver også andre mulighed. Mulighed for at se dem og styre mod dem. Med muligheder, tilbud, spørgsmål - alt hvad vi nu går til hinanden med som mennesker.

En eller anden fortalte mig engang, at vi er som fyrtårne, der står på kysten og lyser for, at skibene ude på vandet kan finde hjem. Skibene har brug for forskellige fyrtårne. Nogle har brug for netop dit. Så hvis du ikke tænder dit lys, så de kan få øje på dig, finder de aldrig hjem. 

Det jeg lærte på forrest række tidligere i dag er, at vi har brug for at blive set. Både for vores egne skyld og for andres. Og at det faktisk ikke gør ondt at sidde der på forreste række og blive set i øjnene af underviseren. Det føltes faktisk godt.

Da jeg på vej ud til min cykel tjekkede telefonen, lå der to henvendelser, som jeg har gået og ventet på. Faktisk været lidt irriteret over ikke kom. Måske kom de ikke tidligere, fordi jeg stadig gemte mig nede på bagerste række for ikke at blive set - og ved at træde frem på forrest række i dag, sendte jeg besked videre til universet om, at nu er jeg klar. Klar til at blive set. Og det gjorde jeg. Hvem ved, måske er det så magisk. 


Hvis du gerne vil øve dig i at træde frem på forreste række og tænde dit lys, så andre kan se dig, handler workshoppen Sommersolhverv - træd ind i dit lys netop om det. Der er stadig nogle få ledige pladser, og jeg vil elske at have dig med.